Foreningen af Udviklingsforskere i Danmark (FAU) - The Association of Development Researchers in Denmark


 

 

Det nordiske samarbejde – status, aktiviteter og fremtidige perspektiver

Ved Søren Jeppesen, formand for FAU & Leder af den fælles nordiske planlægningsgruppe

Samarbejdet mellem FAU, NFU (Norsk Forening for Utviklingsforskning), FSDR (FInnish Society for Development Research) samt de svenske udviklingsorganisationer, repræsenteret ved Dag Hammarskjøld Foundation og Nordisk Afrika Institut (NAI) har udviklet sig på en række positive måder siden det tog fart i forbindelse med FAU konferencen i 2009.

Støtte fra DDRN har muliggjort afholdelsen af pt. Fire møder, hvor der har været lejlighed til at diskutere mulighederne for en fælles konference, forbedret publiceringsmuligheder gennem styrkelse af tidsskriftet Forum for Development Studies og øget informationsudveksling.

Den fælles konference har nu taget form på en række fronter (se andet steds i nyhedsbrevet). Den vil finde sted torsdag-fredag d. 24-25.11. på CBS, hvor vi håber at kunne have et rigtigt spændende program med en god blanding af workshops, panel-debatter og keynote oplæg. Fokus vil være på ’exploring Nordic perspectives on Development Research’, både med internt fokus på forskellige nordiske tilgange, såvel som med eksternt fokus på diskussion af det ’nordiske’ ift den globale forskning. Mere information findes i det call som er cirkuleret både i de nordiske kredse og i EADI (se andet steds i nyhedsbrevet). Der er stadig plads til flere forslag om workshops – eller interessetilkendegivelser ang. indsendelse af papers. Information om tilmelding følger også senere på året.

Næste møde vil være d. 2.5. i København, hvor de hidtidige interessetilkendegivelser ang. Afholdelse af workshops, budget og invitation af keynote speakers er på dagsorden. Der vil efterfølgende komme en annoncering af deadline for papers m.v.

Redaktørerne af FDS præsenterede deres tanker for et fornyet fælles nordisk tidsskrift på FAU konferencen i 2009, herunder en fælles redaktionsgruppe med deltagelse fra alle nordiske lande og en styrke udgivelsesprofil baseret på et samarbejde med Routledge. Den fælles redaktionsgruppe er kommet på plads, med Annette Skovsted Hansen, lektor, AU, som det danske medlem, publicering gennem Routledge er gået ind i dets andet år, og antallet af indsendte papers stiger. FAUs medlemmer har som tidligere annonceret fået mulighed for at få rabat på annoncering af FDS, hvilket ca. 10 personer hidtil har taget imod. Vi kan kun opfordre medlemmerne til at huske at indsende manuskripter til tidsskriftet!

De fælles møder i hhv. København, Uppsala, Oslo og senest Helsinki (9.2.) har også givet mulighed for at få udvekslet en række informationer om aktiviteterne i de forskellige udviklingsforskningsmiljøer, både på publiceringsfronten og konferencesiden. Mens FAUs sekretær, Steffen Rasmussen og jeg, har deltaget i alle møderne, har Vibeke Andersson fra AAU deltaget i Oslo og Helsinki. I forbindelse med disse to sidste møder har vi kunnet deltage i hhv. NFUs og FSDRs årlige konferencer, hvor især FSDRs konference blev et imponerende tilløbsstykke med næsten 200 deltagere. Mere information kan findes på de respektive hjemmesider (www.nfu.no og www.kehitystutkimus.fi).

Af spændende publiceringskanaler kan vi nævne DHFs deltagelse med GIGA, Hamborg i tidsskriftet Africa Spektrum, og blandt de spændende konferencer – på kort sigt, er NAIs ECAS 15-18 juni i Uppsala.

Vi håber naturligvis at konferencen i november vil bidrage til øget viden på tværs af de nordiske udviklingsforskningsmiljøer, med efterfølgende øget inspiration og på sigt mere samarbejde indenfor udvalgte forskningsområder, inkl. måske endda forskningssamarbejder.

Vi forsøger også at få arrangeret en fælles PhD workshop i dagene inden konferencen (22-23.11.). Her er vi dog stødt på en mindre forhindring idet de nordiske PhD programmer er noget forskellige, hvorfor beregning af ECTS og hvor mange dage der skal til for at gøre en PhD workshop attraktiv varierer (en del)! Vi håber at det vil lykkedes os at komme udover dette lille problem.


 

 

Foreningen af Udviklingforskere i Danmark -

The Association of Development Researchers in Denmark

c/o DIIS, Strandgade 56, 1401 København K

Telefon: +45 3269 8690, Fax: 32698800, E-mail: fau@diis.dk